Arvens hævn

For efterhånden længe siden læste jeg Mathilde Grams anden bog, Arvens hævn. Det er Grams første bog i fantasygenren, og det er noget af en moppedreng hun har bedrevet.

Arvens hævn handler om kampen mellem de lyse og de mørke engle. Arias skæbne vil, at hun er den udvalgte. Den udvalgte som skal sikre rigets overlevelse, samtidig kæmper hun med sorgen over flere store tab og med at finde sin plads i en verden, hvor hendes slags ikke er accepteret.
Da Arias fostermor dør, tvinges Aria ud på en rejse på jagt efter det gemte land Zilicius. Samtidig opruster den mørke fyrste sin hær og i takt med at fanger flere og flere engles sjæle og suger deres magt ud af dem, bliver han i et uhyggeligt tempo stærkere. Han tørster efter magt og vil gøre alt for at herske over hele riget.

Mathilde Gram har bygget sit eget univers op med lyse og mørke engle samt nogle få, efterhånden sjældne og ikke accepterede blandede engle. Derudover er der havets folk, som vi desværre ikke lærer så meget om, og excalionerne, som jeg var ret vild med. Faktisk er de nok næsten det største lyspunkt i en knap 600 sider lang bog, og det var virkelig en lang bog – ikke kun målt på sideantal.

Tempoet er langsomt, flowet og sproget i fortællingen lader noget tilbage at ønske. Det var en utrolig følelsestung bog med virkelig mange indre monologer, og der er hele tiden meget føleri, som måske (i hvert fald i mine øjne) ikke passer så godt til denne genre. Det er lidt som om, at der mangler noget til at drive historien og fortællingen fremad, og sproget virker hakkende og kluntet. De samme ord bruges igen og igen og … De mange gentagelser giver sproget et næsten lyrisk præg, og det fungerer ikke særligt godt i en moppedreng som denne. Derudover er der en overdreven brug af tanke-/tøveprikker (de tre punktummer …), som også går ud over flowet i teksten, og som til sidst bare bliver irriterende.
Endvidere er nogle af (de vigtigste) karakterer lidt for unuancerede og ensidige. Specielt Aria og Milas, dem ville jeg gerne have haft et mere levende og reflekteret billede af. Mens mørkets fyrste Zyrion og et par af de mørke engle virker bedre og fremstår mere hele.

Alt i alt er det på alle måder en virkelig lang bog at komme igennem, der med fordel kunne have været et par hundrede sider kortere, og så trænger sproget til en opstramning i forhold til ord, der bruges for meget og for tit. Blandt lyspunkterne er excalionerne, englene fra den gamle verden, mørkets fyrste Zyrion og havets folk, som jeg alle gerne ville have vidst noget mere om.

Denne bog kommer desværre ikke i mål, men der er bestemt potentiale til noget spændende.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af Mathilde Gram.